Fortællinger
Robins første rejse: et hav af kærlighed
Robin beskriver sin første rejse i The Magic Garden: hvordan kroppen smeltede, hjertet blev til en sol, og latteren bare blev ved. Skrevet dagen efter og tre dage senere. Robin er ikke det rigtige navn.

Ind i feltet
Egne ord
Da jeg havde ligget lidt og nærmest opgivet tanken om at der ville ske noget, blev jeg løftet ind i et felt, som jeg oplevede som kroppens kvantebevidsthed eller kvantefelt.
Min krop begyndte at smelte. Hjertet blev til en sol, og der kom enorm varme og kærlighed i hele brystkasse-området. Det var som en vulkan af kærlighed, der åbnede sig. Jeg kunne se spiraler, energi- 'stilke', prikker eller partikler, linjer og mønstre i alle mulige farver og formationer - nogle kaotiske, mørke og andre der frembragte smukke billeder, som er svære at beskrive med ord. Der var både ansigter og abstrakte former. Et sted var der en slags hule, hvori der stod en beholder med noget der lignede et rødt fløjsklæde - eller også var det lys - på toppen. Det lyste i et dybt rødligt-rosa skær, og jeg tænkte at jeg måske skulle prøve at lette på låget og se hvad der var i krukken, men besluttede mig for ikke at gøre det.
Jeg så min krop som en kontur af meget tynde streger, og kroppen var inde i det samlede felt. Alt bevægede sig som et sammenhængende hele. Kroppen kunne ikke bevæge sig, uden at alt udenom også bevægede sig. På et tidspunkt blev jeg bange for at røre mig og troede at jeg ville gå i stykker, hvis jeg prøvede - det mindede om en drøm jeg havde haft, hvori jeg var et lille barn, og hvor jeg troede at jeg ville dø, hvis jeg bevægede mig i næste sekund.
Fordi jeg havde talt med en af de andre deltagere om kvantefysik dagen forinden, tænkte jeg at kroppen jo ikke var den ’virkelige’ virkelighed, så måske kunne jeg godt bevæge den lidt alligevel, for det føltes lidt skræmmende at ligge helt stille. Jeg bevægede så venstre pegefinger lidt op og ned og opdagede at det godt kunne lade sig gøre uden at gå i stykker, og det var en lettelse.
Bølger af energi
Egne ord
Der gik bløde bølger af energi igennem det hele. Der blev 'rørt' ved alle mine spændingsområder på skift og jeg fik dem vist som en slags lande på et kort samtidig med at jeg kunne mærke og se dem helt tydeligt, når energien var de forskellige steder: skulder, kæbe, ryg osv. Det var som om det hele blev skilt lidt ad og derefter sat sammen igen. Det var meget blidt og føltes ikke farligt, og jeg tænkte at hvis dette var som at dø eller ego-dø, altså at kroppen ville blive opløst og samlet igen, så er jeg ikke bange for at dø.
Jeg dykkede dernæst ned i en vulkan i jorden og så den varme lava. Dette var forbundet med smerten i min højre arm og skulder. Der blev nu åbnet en forbindelse mellem kærligheden i hjertet og den varme 'lava' i armen og energierne begyndte at smelte sammen i et stort kærlighedshav. Jeg oplevede at det var en kæmpe revolution der var i gang, og at jeg skulle huske at fortælle mine venner om det. I det samme kom en facilitator som jeg fornemmede som en stor sjæl, og lagde en hånd på min skulder.
Jeg så skulderens energi på kvanteniveauet, og jeg lærte at jeg her kunne bidrage til at opløse spændingen. Det var et mørkt energiområde, som kunne transformeres og sættes i bevægelse. Der begyndte nu at komme energiformationer i rød-violette farver ud af området, som blev mere flydende. Formationerne var meget smukke. Det var som et alkymistisk værksted.
Jeg mistede lidt af koncentrationen og blev optaget af at der også andre steder i feltet foregik en hel masse. Jeg lærte, at jeg skulle holde opmærksomheden som en intention plus min vilje på 'skulder-stedet', hvis jeg ville arbejde videre med opløsningen.
Her lærte jeg også at: everything is possibility. Alt er muligheder eller alt er muligt og at vi bidrager til at udvikle mulighederne med vores opmærksomhed, intention og vilje. Jeg tænkte at jeg skulle huske at fortælle dette til mine venner i gruppen, og jeg følte meget stor kærlighed til dem alle sammen.
På et tidspunkt bevægede bølgeenergien sig op omkring min hals, og her kunne jeg mærke, at jeg blev lidt bange.
Glæden og musikken
Egne ord
Ca. midt i oplevelsen, tror jeg, kom der en ufattelig og overraskende glæde. Det boblede af lykkefølelse og hele min krop og sjæl begyndte at le og le. Jeg blev lidt bekymret for om det ville forstyrre de medrejsende, og jeg forsøgte at lægge bånd på mig selv til en vis grad, men det var næsten umuligt, for det kom bare strømmende helt af sig selv. Mine hverdagsbekymringer dukkede op som tankeformer, og latteren blev bare ved og ved. Det var som om at disse bekymringer, alle diskussionerne med mig selv og alle mine issues med magt og afmagt var en lillebitte fodnote set i forhold til hvor stort, kærligt og lykkeligt det felt var, som jeg her befandt mig i.
Musikken var vidunderlig. Den skabte hele tiden nye linjer, sansninger og formationer i feltet. Når Ecaterina sang så jeg nogle gange smukke blomster, der blev dannet ved siden af hendes hoved. Det var blomster- arter, som er ukendte på jorden. Guitar-akkorderne skabte linjer og vibrationsmønstre. På et tidspunkt kom en stor tromme forbi, og jeg så en flok elefanter, som satte i bevægelse. De var meget energiske og determinerede - holdt deres hoveder og snabler højt til vejrs - som om de skulle noget bestemt.
Så hørte vi ren fuglesang, og det var som balsam for hjertet. Jeg følte at jeg nu virkelig forstod, hvorfor H.C. Andersen havde skrevet Nattergalen. Jeg huskede også at Leonard Cohen havde bedt til at han ville besidde evnen til at respondere på al den skønhed han så omkring sig. Jeg forstod nu også hans ønske på et dybere plan.
Jeg spurgte om jeg kunne få mit celestial name og fik svaret: laughing sun eller son. Jeg kunne selv vælge. Jeg følte mig som barnet på tarotkortet Solen. Dette blev også forstærket af, at der sommetider blev lagt et varmt stykke tøj omkring mit ansigt, mens der blev åbnet et vindue for frisk luft i lokalet. Det var skønt, og jeg følte mig som et trygt barn, der blev draget omsorg for af en mor.
Undervejs kom facilitatorerne forbi og sang, gav varme knus, holdt mig i hånden og tilbød assistance til alt hvad jeg havde brug for. Det var fuldstændig trygt og godt.
Jeg føler dyb ærefrygt, kærlighed og taknemmelighed for den avancerede intelligens, som Moder Jord rummer og giver os adgang til gennem plantemedicinen. Det var en slags dåb, tror jeg.
Dagene efter
Egne ord
Her dagen efter har jeg fortsat spændinger, men de er aftaget væsentligt. Jeg føler mig renset i krop og sind og har f.eks. lavet yoga solhilsen – for første gang uden smerter i overarmen i mange, mange måneder.
To dage senere:
Jeg beslutter mig for at give yoga mere tid og opmærksomhed i dag end sædvanligt. Jeg opdager at flere yogaøvelser er blevet smertefrie f.eks. universal-strækket. Det er vidunderligt at lave yoga, og jeg kan mærke at det at bevæge kroppen straks virker tilbage på sindet eller ’feltet’, således at kroppen får mere og mere frigørelse og velvære.
Jeg får den indsigt at det at bevæge sig lystbetonet, er en hyldest til vores skaber. Dette gælder al bevægelse og alt arbejde. Jeg forstår nu, hvorfor jeg f.eks. kan danse en hel nat uden at være øm i kroppen dagen efter.
Tre dage senere:
Her til morgen føler jeg behov for at takke the spirit af den hellige te, at takke for det fine ritual som hele sessionen blev indledt med, gralsbægeret, den skønne duft som blev sendt i kredsløb om mit hoved og det hjertelige, opmuntrende ønske om en god rejse.
TAK! til Universet, til jer, alle facilitators, musikere og til alle deltagerne.
Kærlige hilsener og kram
