Arketyper

Arketyper og arketypisk astrologi – nøgler til psyken og Universet

Arketyper er universelle mønstre, der virker på alle planer – fra det psykologiske til det kosmiske. C.G. Jung gav begrebet dets moderne form, og Richard Tarnas udviklede den arketypiske astrologi ved at kortlægge sammenhængen mellem planeternes cykler og menneskets historie. Her fortæller jeg, hvad det betyder, og hvordan du kan bruge det.

Illustration til artiklen om arketyper og arketypisk astrologi.

“Der er en sammenhæng mellem planeterne og menneskelivets arketypiske dynamikker. Denne sammenhæng har en forbløffende konsistent, nuanceret gyldighed. Jeg er overbevist om, at den er et af de stærkeste tegn på, at vi lever i et meningsfuldt univers, der har et formål.” – Richard Tarnas

Hvad er arketyper?

Begrebet arketyper har rødder tilbage til antikken (fx Platon), men C.G. Jung (1875–1961) gjorde det til en central del af den analytiske psykologi og gav det sin moderne psykologiske form som “arketyper i det kollektive ubevidste”.

Arketyper er centrale for at forstå, hvordan psyken og Universet fungerer. De er som idéer i et guddommeligt sinds dyb – universelle mønstre, skabeloner for alt, der tager form på alle planer af Universet. De nøjes ikke med at virke i psyken; de virker i planeternes dans, i cellernes stille åndedræt, i hverdagens små hændelser og i samfundets store ordninger – ja, i næsten alt, hvad et menneske kan sanse og opleve.

Porten til The Magic Garden i Fredensborg.
Porten til The Magic Garden.

Hvad er arketypisk astrologi?

Arketypisk astrologi blev udviklet af Richard Tarnas, der – med udgangspunkt i Jung, Dane Rudhyar og jungianske astrologer som Liz Greene – kortlagde sammenhænge mellem planeternes cykler og arketypiske mønstre i menneskets erfaring og historie. Vil du læse videre, så begynd med hans bog Cosmos and Psyche (2006) og essayet “An Introduction to Archetypal Astrology”. Feltet samles i tidsskriftet Archai: The Journal of Archetypal Cosmology.

Arketyperne – uddrag fra min bog

Det følgende er et uddrag fra min bog The Magic Garden & Selvopdagelsens Eventyr:

Den syvende bane i bogen er arketypisk astrologi. Richard Tarnas er kulturhistoriker, astrolog og professor emeritus i filosofi og psykologi. Han var i et årti leder af programmet på det ikoniske Esalen-institut. Esalen var det kulturelle og filosofiske Axis Mundi i en periode fra 60’erne til 80’erne, hvor Alan Watts, Joseph Campbell, Stanislav Grof, Richard Tarnas, Ram Dass, Huston Smith, Terence McKenna, Rupert Sheldrake, Frances Vaughan, Gregory Bateson, James Hillman og andre store pionerer inden for transpersonlig psykologi underviste og holdt workshops.

Tarnas er stiftende formand for kandidatuddannelsen i filosofi, kosmologi og bevidsthed ved CIIS (California Institute of Integral Studies), hvor han i de sidste tre årtier har undervist i idéhistorie, dybdepsykologiske og arketypiske studier og religionernes udvikling. Han har arbejdet tæt sammen med Stanislav Grof, og han har skrevet The Passion of the Western Mind og Cosmos and Psyche. I Cosmos and Psyche gennemgår han systematisk de fem yderste planeters indbyrdes hovedaspekter og deres arketypiske komplekser og dokumenterer, hvordan de hænger sammen med verdenshistorien.

Det græske ord arketype betyder noget i retning af oprindeligt mønster. Arketyper er abstrakte, mangetydige, universelle former, som kan vise sig på mange forskellige måder og på mange forskellige planer.

Arketyper er meget komplekse at beskrive, og samtidig er de helt centrale for at forstå, hvordan Universet er bygget op og fungerer. Arketyper er kosmiske, oprindelige og styrende principper. De er de store strukturer, grundlæggende energiformer, en slags universelle byggesten, der fungerer som skabeloner for de forskellige elementer i den materielle verden og i psyken. Ordet arketype kan bruges om en bred vifte af både ting, processer og situationer.

Store og små arketyper

Der findes både store og små arketyper. Eksempler på arketyper er Den Store Moder, Eneboeren, Lurendrejeren og Døden. Man taler også om løvens, kattens og menneskets arketyper. Et dyrs instinktive adfærd og måde at være på er styret af dyrets arketype. En kat gør for eksempel, hvad en kat nu engang gør.

Der er også ikke-materielle strukturer, som de usynlige former, der får iskrystaller til at danne mønstre på en rude. Genrer i litteratur og musik er også styret af arketyper. Rockmusik har for eksempel én arketype – sin egen særlige energi og sit eget musikalske udtryk. Tankemodeller i videnskaben, berømte personer, ritualer og syndromer i psykiatrien er andre eksempler på arketyper.

Der er mange metaforer for at beskrive arketyper. Som indianerne siger, er Den Store Ånd i alting. Det Universelle Princip gennemtrænger hele vores verden, fra de mindste, usynlige partikler og helt ud til galakserne. Bag det hele er de oprindelige former og strukturer – arketyperne – der gennemtrænger hele Universet og taler til os gennem træer, stjerner, fugle og planter.

Tre perspektiver på arketyper

Richard Tarnas beskriver i sin banebrydende bog Cosmos and Psyche tre vigtige perspektiver på arketyper:

  1. Homerisk: som mytologiske principper – Zeus, Hera, Hades, Afrodite. Guddommene fra Homer, de græske tragedier og verdens mytologier.
  2. Platonisk: som filosofiske principper, former og idéer fra Sokrates’, Platons og Aristoteles’ filosofi. Mange kender Platons idélære.
  3. Jungiansk: som psykologiske principper – grundlæggende mønstre i psyken.

Arketyperne i The Magic Garden

I The Magic Garden kommer arketyperne til udtryk som symboler og i form af skulpturer, tårne, et underjordisk rum, en død-genfødsels-tunnel og en rundsal – blot for at nævne nogle eksempler. De gør The Magic Garden til et kraftfuldt sted. De fungerer nemlig som antenner, der gør det lettere at komme i kontakt med disse energier, og som giver dem form.

Hvad betyder det i praksis? Arketyperne er de store kræfter, vi alle kender fra livet – døden og genfødslen, moderen, helten, der drager ud på en rejse. I haven har de fået en form, du kan se og bevæge dig igennem. Når du for eksempel kravler gennem død-genfødsels-tunnelen, mærker du i kroppen, hvordan det er at give slip på noget gammelt og komme ud til noget nyt. Sådan bliver arketyperne til noget, du oplever, og ikke kun noget, du læser om – og du begynder at kunne genkende dem i dit eget liv. Læs mere om symbolikken i haven.

Jacob og Ecaterina Moth ved porten til den inderste del af The Magic Garden.
Jacob og Ecaterina ved porten til den inderste del af haven.

Refleksioner – arketypen, der banker på

  1. Hvilket tema går igen i dit liv lige nu – i drømme, relationer eller arbejde?
  2. Hvis temaet var en arketype, hvem ville det så være (Helten, Skyggen, Den Store Moder, Lurendrejeren …)?
  3. Hvor mærker du den i kroppen – og hvad beder den dig om at gøre eller lade være med?
  4. Hvad er det mindste modige skridt, du kan tage i dag for at samarbejde med arketypen?

Spørgsmål om arketyper

Hvad er Jungs arketyper?

Jung så arketyperne som medfødte mønstre i det kollektive ubevidste, som vi alle deler. De viser sig som billeder og skikkelser i drømme, myter og eventyr – for eksempel Helten, Skyggen, Den Store Moder og Den Gamle Vise.

Hvad er forskellen på astrologi og arketypisk astrologi?

Mange forbinder astrologi med forudsigelser af, hvad der vil ske. Den arketypiske astrologi, som Richard Tarnas udviklede, ser i stedet på, hvilke arketypiske temaer der er stærke på et bestemt tidspunkt – i verden og i dit liv. Hvordan temaerne kommer til udtryk, er åbent. Planeterne er ikke årsagen; de viser mønsteret.

Light, love, harmony & blessings– Jacob