Vejledning til dybe indre rejser

Stien gennem haven under vinranker og gamle grene

Generelle retningslinjer for indre rejser

Der kan være flere årsager til, at du oplever kaldet til at begive dig ud på en indre rejse. Det kan være ren nysgerrighed efter at vide mere om dig selv og universet. Måske søger du mere ekstase. Det kan være, du har en smerte, et savn, en længsel efter mening med livet, er i en krise eller andet.

Joseph Campbell beskriver dette kald som “the call to adventure”. Når du har modtaget kaldet til at rejse ind i dit eget sind, er der flere vigtige ting at være klar over. At foretage indre rejser og selv være helten/heltinden på selvopdagelsens eventyr er sandsynligvis det mest spændende og givende, man kan foretage sig i livet. Samtidig kræver det stort mod, tillid til processen og selvdisciplin.

Der er skrevet mange eminente bøger om denne rejse (nederst er en bogliste med udpluk), og jeg vil kraftigt anbefale, at du læser og studerer nogle af dem. Min egen indre rejse, der strakte sig over 16 år, har jeg udførligt beskrevet i min bog Natsommerfuglens Land – En Indre Rejse. Den indeholder detaljeret rejsevejledning og inspiration. Som rejsende i Den Magiske Have kan jeg anbefale den for at give dig indblik i både selvopdagelsens eventyr og hele baggrunden for vores “rumstation”.

For at få størst muligt udbytte af indre rejser vil jeg her give dig nogle generelle og i min optik essentielle retningslinjer og guidelines:

Individuationsprocessen

For det første er det vigtigt at være klar over, at individuationsprocessen – som Jung kaldte den indre rejse og selvafklaringsproces – er en proces, der ofte strækker sig over mange, mange år. Lejlighedsvis hører man om folk, der får hurtige gennembrud på blot en eller to ceremonier. Men så er det ofte, fordi individuationsprocessen har kørt på nogle andre planer. De har gjort masser af “hjemmearbejde” og mangler derfor bare det afgørende skub. Vær derfor tålmodig, og nyd processen. På et tidspunkt vil du opdage, at målet er processen i sig selv.

Daglig praksis

Helt grundlæggende er det, at ceremonier går hånd i hånd med en daglig spirituel praksis samt motion og sund kost. Om det så er meditation, yoga, forskellige former for kampsport (aikido, karate etc.), sufidans, tai chi eller andet, er op til dig. Kombiner det med løb, cykling, svømning eller hvad der nu taler til dig, og spis sundt.

Vi anbefaler at holde krop og sind i så god form som muligt, da det er medvirkende faktor for et positivt udfald af forløbet og individuationsprocessen generelt.

Drømme

Det er altid godt at være opmærksom på dine drømme. Freud kaldte drømme for kongevejen til det ubevidste. Hav derfor en drømmebog liggende ved siden af din seng. Har du fast døgnrytme, så sæt uret lidt tidligere, end dine pligter kræver af dig, så du har tid til at skrive dine drømme ned. Med de rette teknikker, praksis og erfaring vil du lære dit drømmesprog at kende. Du vil kunne afkode og forstå den visdom, de indeholder, og bruge de guidelines, som de giver dig.

En indre rejse i en ceremoni er et trefaset forløb: forberedelse, selve rejsen og integrationen.

Forberedelse

I ugen op til ceremonierne anbefaler vi at holde en vegetarisk eller vegansk kost. Plantebaseret kost gør systemet mere åbent til dybe transformerende oplevelser.

I denne periode er der ofte ekstra aktivitet i dine drømme. Vær opmærksom på dette, og giv dig tid til at være introspektiv. Gå lange ture i naturen, mediter, skriv dagbog, giv dig tid til dig selv, vær kærlig ved dig selv. Sluk telefonen, fjernsynet, computeren og søg så meget ro som muligt. Har du børn, så giv dem ekstra opmærksomhed, og leg med dem. I vores ofte stressede dagligdag kan vi ikke høre vores indre stemme. Lyt, lyt godt efter, og lad billeder, følelser, erindringer og fantasier komme til dig.

Alt dette medvirker til, at døren ind til dit indre åbner sig mere op, og du får lettere adgang til stærke og dybe oplevelser.

Forberedelser til ceremonier behøver ikke at tage flere timer. Hvis dine dage er travle med arbejde, familie og børn, der kræver din opmærksomhed, så prøv at give dig selv små øjeblikke i løbet af dagen, hvor du har tid til at gøre nogle af de ovennævnte ting.

Når du har besluttet dig for at begive dig ud på en indre rejse og transformere dit liv, er det helt normalt, at denne enorme beslutning får forskellige indre processer til at begynde. Systemet begynder at gennemgå forskellige ændringer. Nogle gange betyder det, at du måske oplever dage, hvor du ikke kan sove. Dette er helt normalt. Hvis dette sker for dig, så vid, at alt er i orden.

Specifikke retningslinjer for ceremonien

Landing

Ceremonien varer cirka 6–8 timer. Under landingsfasen opfordrer vi til at male og tegne mandalaer. At udtrykke dig visuelt er en fantastisk måde at integrere oplevelserne fra din rejse på. Når alle er landet, danner vi en cirkel, hvor vi deler vores oplevelser og indsigter. Dette er en vigtig del af processen, da det er meget givende at dele dine egne oplevelser, få feedback på dem og høre om andres oplevelser.

Integration

Det mest optimale er at have fri dagen efter en rejse. Du er i en efterglødstilstand, hvor du stadig er åben, ekstra sensitiv, og hvor dine oplevelser er meget tæt på. Integrationsfasen er lige så vigtig som selve rejsen. Måske endog endnu mere vigtig.

Skriv dine oplevelser ned

Begynd at skrive dine oplevelser ned. I denne skriveproces vil du opleve flere ting. Du kan sandsynligvis huske flere detaljer, følelser og se dine visioner igen, og du kan få gennembrud og andre indsigter.

Integrer dine oplevelser med hjælp fra musik

Under ceremonien spiller vi live kanaliseret musik. Musikken er professionelt optaget. Efter retreatet kan du deltage i vores tribe online på vores medlemsplatform, hvor du kan lytte og bruge musikken til integration. Musikken er meget kraftfuld, og mange mennesker har fortalt os om deres oplevelser af dybt forankret kontakt, sikkerhed, tilstedeværelse og fred, når de bruger musikken i deres daglige liv. Prøv det af og se, hvordan det virker for dig.

Fortolkning af oplevelser

Somme tider kan vi på indre rejser få meget klare meldinger om, hvad vi skal gøre. Det kan være en melding om, hvilken karriere du skal slå ind på. Det kan også være en klar og tydelig kreativ idé, der skal udføres. Det være sig et billede, der skal males, eller du har set tydelige arkitektoniske tegninger til et hus, der skal bygges. Det kreative felt er et meget spændende område af medicinen.

Det er imidlertid vigtigt at være klar over, at det ubevidste og det overbevidste ofte taler til os gennem metaforer og symboler. Er du kvinde, så har du måske set, at du skal gifte dig med en bestemt mand. Du kan føle impuls til at kontakte ham umiddelbart efter og fri til ham. Når du så maler denne vision og skriver oplevelsen ned, kan du få den indsigt, at den mand har nogle kvaliteter, som du selv søger. Nogle kvaliteter og egenskaber, der har været gemt dybt nede og kalder på dig. Dit ubevidste har projiceret din indre mand – din Animus, som Jung kaldte det – på den pågældende mand. Det, at du skulle gifte dig, var en invitation til det “hellige bryllup” – Hieros Gamos – en invitation til at blive et helt menneske.

Vent derfor altid til dagen efter en rejse, eller endog længere tidsrum, med at tage endelige beslutninger, og gør ikke noget overilet.

Handling

Medicinen hjælper dig med at få indsigter til, hvad du skal gøre for at optimere dit liv, men du skal stadig selv handle på det og udføre det, du indefra har fået besked på at gøre. Vi lever på planeten Jorden, på et dualistisk plan, og det er af yderste vigtighed at få dine oplevelser ned på jorden og integrere dem i din hverdag.

På selvopdagelseseventyret er du helten/heltinden i dit eget liv

Som jeg startede med at skrive, så er selvopdagelsens eventyr en rejse, der tager tid. Du er heltinden/helten i din egen film – dit eget liv. Alle store film, myter og eventyr er variationer af heltens rejse, som Joseph Campbell har beskrevet det i sin bog “Helten med de 1000 ansigter”. Denne rejse indeholder en bred vifte af oplevelser og tilstande, der er med til at give livet farve, mening og indhold. Det er en rejse, der fører dig ned til Underverdenen, hvor du vil møde dine skyggesider og genvinde dine skjulte potentialer. På rejsen vil du sandsynligvis opleve perioder med mere eller mindre kaotiske tilstande, når dit gamle ego er ved at opløse sig, for at dit nye sande jeg kan fødes. Det er naturlige tilstande. Der er intet at være bange for.

Når du er parat og kommer dybt nok, vil du have oplevelser af død-genfødsel. Alle pre-industrielle kulturer har haft overgangsritualer med henblik på at fremkalde disse død-genfødselsoplevelser. Disse oplevelser fører videre til mystiske oplevelser, der har vist sig at være ekstremt healende og transformative. Du vil opleve kosmisk ekstase, når dit gamle kropspanser er smeltet bort, og få adgang til spontan daglig ekstase.

Vær derfor forberedt på, at dit liv vil blive mere spændende, og hav tillid til processen og Universet. Tænk på alle de gange, hvor helten/heltinden i sidste øjeblik finder en udvej eller bliver reddet, ofte med hjælp fra overnaturlige væsener.

Målet

Målet er at blive “høj” af et glas vand. Leve livet fuldt og helt og være 100 % til stede i nuet, nyde og være i det, du gør. Få himlen ned på Jorden.

Det er denne individuationsproces, jeg, Ecaterina og vores rejseguides her i Den Magiske Have glæder os til og føler os kaldet til at støtte dig i.

Integrationsaftenen – sådan hjælper vi dig bagefter

Integrationsaften efter et ayahuasca-retreat: glade deltagere sidder sammen i Rundsalen og taler om deres rejser
Tirsdagen efter: du sidder igen i cirklen med dem, du rejste sammen med.

Kort fortalt

  • Tirsdagen efter dit retreat, kl. 18.00–21.00, mødes du igen med de andre fra dit hold i Rundsalen.
  • Du fortæller, hvordan de første dage hjemme har været – og hvad der stadig er i gang i dig.
  • Sidder der stadig noget fast, arbejder Jacob eller Ecaterina med dig på en madras på gulvet, nogle gange med støtte fra hele gruppen.
  • Har du brug for mere støtte i ugerne efter, kan du få psykoterapi hos Jacob eller Ecaterina – i haven eller online.

Vigtigheden af integration efter dybe indre rejser

Efter hver af vores ceremonier med plantemedicin, der er katalyseret af det helliges teknologier og vores dybtvirkende, transformative lydteknologi, har vi den efterfølgende tirsdag en opfølgende integrationsaften. Det er Ecaterinas og min dybe passion og glæde at støtte søgende sjæle og psykonauter som dig på selvopdagelsens eventyr og guide dig gennem Bevidsthedens Ocean – både i rolige og i oprørte farvande. Selv begyndte jeg min indre rejse i 1984 med to spørgsmål: Hvem er jeg, og hvorfor er jeg her? Derfor har vi skabt The Magic Garden: så du kan få støtte til at lære dig selv at kende, komme i kontakt med dit hjerte og finde mere glæde i dit liv.

De oplevelser, der katalyseres på vores retreats, er ofte fortrængte traumer, der har siddet i dit psykofysiske system siden barndommen, fødslen eller fostertilstanden – ja, endog fra tidligere inkarnationer. Mængden af opdæmmet, fortrængt og undertrykt energi – i form af vrede, had, aggression, gråd, bitterhed, frygt, sorg eller andet – der sidder fastlåst i kropspanseret, kan have vist sig gennem dit liv på mange forskellige måder: en ukendt frygt for, hvad der nu skal ske i livet, frygt for at elske fuldt ud, manglende evne til at nyde livet og modtage Universets gaver, aggression, der pludselig tager over i hverdagen, en knude af sorg i maven – blot for at nævne nogle eksempler.

Du mødes igen med de andre deltagere fra ceremonien i The Magic Garden. Kommer du langvejs fra, kan du være med online. Men har du uafsluttede processer, der har brug for at blive gennemarbejdet, er det en stor fordel at møde op.

Ecaterina og jeg giver her individuelle sessioner og benytter os af en bred vifte af psykoterapeutiske og shamanistiske teknikker og metoder. Lejlighedsvis bringes vores studerende – eller endog hele gruppen – på banen for at støtte op om processerne.

Har du brug for det, beder jeg dig lægge dig ned på gulvet foran mig med øjenbind på, i et sikkert madrasmiljø, og med ganske få, enkle teknikker udløses dybe oplevelser, der ofte er lige så kraftige som på retreatet – eller endog kraftigere. Spektret af oplevelser er enormt stort. Nogle af dem er heftige katarsisafladninger af opdæmmet aggression, vrede og had, ledsaget af forskellige kropsvridninger, rystelser, kundalinienergi eller andet.

Et eksempel fra en integrationsaften

Ofte har en eller flere deltagere behov for opfølgende integrationsarbejde. På en af disse aftener arbejder jeg med Eliza og hendes barndom. En effektiv måde at heale en traumatisk barndom med uopfyldte behov for en mor og en far er at hjælpe den rejsende med at “tune” sig ind på den Kosmiske Mor og Far. Universet indeholder alle arketyper, og i det Kosmiske Ocean er den Kosmiske Mor og Far til enhver tid til stede og klar til at give omsorg, støtte og kærlighed.

Ved hjælp af aktiv imagination, positive selvbekræftelser, visualisering og opfølgende oplevelsesorienterede psykoterapisessioner er det muligt at “genskabe en positiv barndom”, så den rejsende genvinder sin tabte barndom og dermed genopretter tilliden til Universet.

Da vi har gennemarbejdet de følelser og erindringer, der var ladning på, og sessionen er i en fremskreden fase, spørger jeg, om hun er med på en “leg” – et eksperiment. Hun svarer ja, og jeg beder hende visualisere, hvordan hun gerne ville have haft sin barndom. Jeg beder hende fortælle, som om det foregår her og nu, hvordan hendes mor og far tager sig af hende, og hvordan hun føler sig næret og støttet som lille barn. Efter at have genfortalt scenariet flere gange stråler hun mere og mere. Jeg beder hende male hele scenariet, når hun kommer hjem, og hænge maleriet op på sin væg for at forankre den nye tilstand: at være et Kosmisk Barn, næret og støttet af Universets Kosmiske Mor og Far.

Elizas maleri af den barndom, hun burde have haft: en mor på en orange sofa, en lille pige i blå kjole og en far, der rækker hånden ud mod hende – med en delfin bag dem
Elizas maleri af den barndom, hun burde have haft – malet efter integrationsaftenen.

Læs Elizas egen fortælling

5 bøger, jeg vil anbefale dig at læse

  1. Fremtidens psykologiStanislav Grof
  2. Drømme, tanker og erindringerC.G. Jung
  3. Mennesket og dets symbolerJung
  4. Rebirth of the HeroKeiron Le Grice
  5. Natsommerfuglens Land Jacob Moth

Lys, kærlighed, magi og velsignelser

Jacob Moth

Næste

Retreatet

Fredag eftermiddag, hele lørdagen og integrationsaften tirsdag i Rundsalen – højst 11 deltagere, 3.300 kr. Vi læser din ansøgning, før du får en plads.

Sådan passer vi på dig
Læs om retreatet