Jørgen i hans store bibliotek i hans lejlighed i 2009.
I mandags d. 6. april sov Jørgen Lumbye ind. Formodentlig død af coronavirus. Jørgen var det sidste skud på sin families stamtræ, hvoraf hverken han selv eller hans søster havde børn. Det er mærkeligt at være vidne til en familie, der på den måde uddør.
Jeg var igennem flere årtier Jørgens bedste og nærmeste ven, og det ligger mig både på sinde og føles som min store opgave at få sendt ham ordentligt afsted, både gennem ritualer og spirituelt nærvær. Samtidig ønsker jeg at vise ham opmærksomhed og taknemmelighed for den store rolle, som han har spillet for rigtig mange mennesker. Så her er et lille skriv om Jørgens livsbane.
Siden Jørgens krop sagde stop, og hans sjæl blev sat fri igen, har solen skinnet fra en skyfri himmel. Med tanke på Jørgens dybe spirituelle natur og virke i sin livsbane oplever jeg det særdeles smukt og meningsfuldt, at han vælger at tage afsted midt i Påskemysterierne.
Så lad mig begynde min beretning, og bær over med mig, hvis den bliver lang. Jørgen fortjener om nogen at få en afskedssalut med manér.
To gange Jørgen
Jørgen var født i 1944, samme år som min far. De hed det samme - nemlig Jørgen. Min far døde sidste efterår, fem dage efter sin fødselsdag, eksakt ved fuldmåne. Jørgen døde også fem dage efter sin fødselsdag, en dag før eksakt fuldmåne. Tilfældigheder? Jeg tror det næppe. Jeg oplever virkelig, at sådanne synkroniciter er Universets måde at vise os, at der er en højere mening, guidning og styring på vores livsbaner. At dele af vores liv er planlagt, før vi lod os inkarnere.
Min far gav mig alt, hvad en far skal give sin søn, bortset fra en ting: Indsigt og initiation ind i den spirituelle dimension af tilværelsen. Det som min egen far ikke kunne give mig, det gav Jørgen Lumbye mig. Jørgen var både en far for mig samt en bror, en rejsekammerat og en læremester. Min far var ateist. Jørgen var dybt spirituel.
Ecaterinas fødselsdag september 2003. Min far, min mor, min smukke kone Ecaterina og Jørgen.
Blomsterbarnet
Jørgen var et ægte blomsterbarn. Han var en meget aktiv del af det politiske ungdomsoprør i 60’erne. Han var med på Thylejren i 1970, og han elskede alt det, som en ægte hippie elskede, lige fra musikken (Jimi Hendrix, Doors, Jefferson Airplane osv) og psykedelisk tøj til kunst. Han var interesseret i filosofi, spiritualitet, verdenshistorie og psykoterapi.
Han rejste flere gange til Indien og var i ashrams, hvor han besøgte og studerede ved flere guruer.
Jørgen som student.
Stanislav Grof
Jørgen studerede psykologi ved Københavns Universitet, og i begyndelsen af 70'erne (jeg mener, det var i 1972) inviterede en af hans lærere Stanislav Grof (Stan) til at afholde en forelæsning.
Det blev en skelsættende forelæsning for Jørgen og flere andre studerende. Stans systematiske arbejde med LSD-psykoterapi og hans empiriske kortlægning af bevidstheden, som følge af hans klinisk arbejde, gjorde et dybt og livsændrende indtryk på Jørgen. Stan blev Jørgens vigtigste læremester og inspirationskilde.
Jørgen var Vædder, og astrologisk er det tegnet for pioneren. Og Jørgen var i sandhed pioner. Han skabte de første psykoterapeutiske basisgrupper og inspirerende gennem sit virke og ildhu mange, mange mennesker til at gå den spirituelle og psykoterapeutiske vej.
Klaus og Jørgen
Jørgens vigtigste samarbejdspartner igennem mange år var Klaus Gormsen, der studerede ved samme universitet og også havde været til Stans første forelæsning. Sammen studerede og praktiserede Jørgen og Klaus en lang række af moderne psykoterapeutiske teknikker og metoder lige fra primalterapi og drømmeterapi til gestaltterapi og meget mere.
Baseret på al deres praktiske erfaring og funderet på Stan Grofs teknikker og metoder udviklede Klaus sit enestående terapeutiske system, som han kaldte Gensidig Terapi. I 80'erne og 90'erne var Gensidig Terapi et blomstrende miljø med mange ildsjæle, og Jørgen var en hyppig foredragsholder.
Jørgen og Klaus oversatte de første af Stans bøger til dansk. Jørgen var så ivrig og havde så meget ildhu, at Stan Grof havde sin verdenspremiere i Danmark. Stan har flere gang udtalt, at Danmark var et af hans foretrukne lande at undervise i, og Jørgen har æren for det.
Jørgen rejste flere gange til Big Sur og deltog i Stans månedlange seminarer på Esalen instituttet og blev her trænet op i Stans enestående og banebrydende teknikker og metoder. Her mødte han andre pionerer som Joseph Campbell, Rick Tarnas, Fridjof Capra, Ralph Metzner og mange flere.
ITA
Det var dér i Californien at ITA (International Transpersonal Association) blev født i 1969, og dér at hele bevægelsen havde sin base i et sydende, inspirerende og evolutionært miljø. Jeg ved fra interne kilder, at selv om psykedeliske substanser var blevet forbudt (af højst irrationelle og politiske årsager bør tilføjes), så udvekslede mange af de store pionerer psykedeliske sessioner så ofte, som de kunne.
For den læser der ikke har kendskab til psykedelisk terapi og denne form for selvudforskning, vil jeg her blot nævne en ting om denne terapiform: Stanislav Grof, der af mange anses som verdens førende nulevende bevidsthedsforsker, har udtalt, at den potentielle betydning, som psykedeliske substanser har for psykiatrien, kan sammenlignes med, hvad mikroskopet betød for biologien og teleskopet for astronomien.
Jørgen var på et meget tidligt tidspunkt dybt bekymret over den kurs, som menneskeheden var på i sin rovdrift på naturen, økologisk ragnarok, overproduktion, hele forbrugssamfundet og i det hele taget det scenarie, som vi alle kender til i dag. Han levede og åndede for hele denne bevægelse og så tidligt i sin livsbane det helt essentielle ved at få bragt denne visdom og indsigt ud til verden.
Jørgen var meget generøs af natur, og han satte alle sejl til for at formidle de budskaber så meget han kunne i form af bøger, som han oversatte og fik udgivet på Borgens Forlag og gennem forelæsninger og kurser.
Jørgens selvudforskning
I 1977 begyndte Jørgen systematisk at udforske sig selv med Stans kraftigste metode - systematisk LSD-psykoterapi. De første syv år forløb det godt. Han red på en bølge og nærmede sig mere og mere en dyb forløsning. Han kæmpede med at have mistet sin far som ung, hvor han også var udsat for operationer i genitalierne, og han havde store udfordringer med at få "kærlighedsgestalten" (som han yndede at kalde det) i hus.
I 1984 kuldsejlede det for ham. Hans mor døde af kræft, og samtidig gik han fra sin hustru. På en strand ved Thy lavede han en LSD-session med en uerfaren bisidder. Da vinden blæste op, og de læsejl, som de havde sat op, begyndte at blafre vildt og larmende, gik hans indre rejse skævt med det resultat, at han crashede dybt og fatalt.
Crash og synkronicitet
Jeg har allerede nævnt de tankevækkende synkroniciteter omkring min far og Jørgen. En lige så tankevækkende synkronicitet er, at Jørgen og jeg begge crashede med få ugers mellemrum. Han i slutningen af august, og jeg d. 7. september i 1984.
For mig ligner det dog med tiden mere en shamanistisk indvielseskrise, for ham mere et decideret crash. Men oplevelsesmæssigt udløser det for os begge dybt mørke, udfordrende, ja nærmest ingen-vej-ud og helvedesagtige bevidsthedstilstande, der varer i flere år.
Min daværende kærestes mor, som på det tidspunkt var den eneste, som jeg kunne tale med angående min tilstand, foreslog, at jeg skrev til Jørgen. Her vil jeg gøre en lang historie kort og henvise den interesserede læser til min bog "Natsommerfuglens Land - En Indre Rejse", hvori Jørgen er beskrevet som Georg.
Jeg skrev til Jørgen, fortalte om min situation og spurgte, om han kunne give mig en LSD-session. Han afviste, selvfølgelig fordi han selv var crashet. Han henviste mig til Klaus Gormsens Gensidig Terapi. Jeg tog Klaus’ kurser og sugede til mig.
Jørgen og hans assistent
I 1980'erne og 90'erne var det en helt anden tid end nu, hvor der er mange, der arbejder med og praktiserer forskellige terapiformer og ceremonier med psykedelisk terapi. Der foregår seriøs forskning i flere lande, og mange taler for, at psykedeliske substanser er særdeles vigtige og gavnlige ja, nogle forskere bruger endog udtrykket afgørende, for hele menneskehedens transformationsproces.
På daværende tidspunkt var der praktisk talt ingen, eller kun ganske få, der arbejdede seriøst med psykedelisk terapi.
Jeg opsøgte Jørgen igen i 1986, og spurgte igen, om han ville give mig en LSD-session. Han svarede nej. Jeg spurgte ham i stedet, om jeg kunne blive hans assistent. Han svarede til min overraskelse og glæde ja.
Jeg blev hans assistent på hans efterfølgende kursus med start i 1987, og i løbet af det kursus udviklede der sig en relation mellem os. En sen aften fortalte han mig sin historie.
Vi opdagede, at vi var i samme båd. Jeg var dog som 19-årig noget overrasket over, at han, som jeg troede kunne hjælpe mig, befandt sig i en tilsvarende svær situation. Som han sagde, når folk spurgte ham, så var han under indflydelse af kraftige, negative transpersonlige og perinatale gestalter. Og det var tydeligt at se på ham på det tidspunkt, at han havde det svært. Hans blå øjne gnistrede af genialitet, visdom og viden, men hans ansigt bar tydeligt præg af en mand, der var i stor, stor smerte.
Ecaterina, Jørgen, Tao og mig fra vores hjem 2003.
Rejsekammerater
På min 20-års fødselsdag ringede han til mig. Og ikke kun for at ønske mig tillykke med fødselsdagen, men primært for at foreslå, at vi begyndte at udveksle sessioner sammen. Jeg strøg til vejrs. Det var den bedste fødselsdagsgave, som jeg kunne tænke mig.
Og her begyndte min lange rejse med min kære rejsekammerat Jørgen Lumbye. Vi udvekslede sessioner så ofte, som vi kunne. Med en erfaren sitter som Jørgen, der kunne formidle Grofs teknikker og metoder og støtte mig igennem min egen rejse, havde jeg det som en fisk i vandet. Jeg flød ganske enkelt helt naturligt med denne kraftige hellige teknologi. De følgende 13 år, fra 1987 til 2000, foretog jeg den indre rejse, som jeg har beskrevet i min bog ”Natsommerfuglens Land – En Indre Rejse”.
Jørgen kæmpede derimod. Hans sessioner kunne vare i 10 til 12 timer, også selv om det var hyperventilationssessioner. Det var mildt sagt meget udmattende og krævende for en ung mand som mig pga. de enormt tunge, drænende, negative perinatale, transpersonlige og smertefulde oplevelser, som han ofte havde. At holde modet oppe og være støttende i 10 timer i træk kræver sin mand. Men jeg blev der og var der for ham efter bedste evne. Og vi taler hundredevis af sessioner.
Gralsmyten
Langsomt, men sikkert udviklede vores venskab sig, og helt spontant indlemmede jeg ham i min familie. Han havde ingen familie, så denne kærlige handling var med til at hele ham.
På mange måder var vores livsbaner flettet sammen i myten om Den Hellige Gral. Jørgen var på mange måder som den sårede Gralskonge (der også er såret i genitalierne), og jeg var som Percival, der skulle forløse den sårede Gralskonge ved at vise medfølelse og stille det medfølende spørgsmål.
Astrologisk havde Jørgen Pluto i det 12. hus. Et aspekt som nogle astrologer siger handler om, at ens skæbne er flettet sammen med hele det kollektive bevidsthedsfelt. Ifølge myterne er kongen ét med landet, og for mig giver det mening med Jørgens livsrejse. Det er som om, at han i sin egen terapi og rejse har udlevet og påtaget sig noget af den kollektive smerte og lidelse. På den måde oplever jeg, at hans livsbane og hans indre rejse har været med til at heale nogle kollektive sår.
På dybere planer er vi alle flettet sammen, og vi er mere forbundne, end vores "ego-bevidsthed" ved det.
Gudfar
Jørgen blev gudfar til begge mine to første børn. Fra 1988 til 1990 boede vi tæt på hinanden, og vi gik næsten dagligt en lang tur med min datter i klapvogn i "Syrehaven" (Dyrehaven).
Jørgen havde flere nære venner. Venner som han elskede højt, og som elskede ham. Han var en enestående legeonkel for mine og hans andre nære venners børn. Han var en slags onkel for flere. Altid generøs, hjælpsom, smilende og med et hjerte af guld.
Med min første datter og første søn har vi været på talrige kanoture i Sveriges myteagtige skov- og sø-landskaber. Ferier der har gjort et dybt og varigt indtryk på os alle. Jørgen fortalte altid spændende og lærerige myter. Han elskede naturen og bar konstant et Greenpeace badge på sin rygsæk og hue.
Det tidligste billede jeg har af Jørgen. En måde at få Jørgen ind i familien på var at han blev "gudmor" til min første datter Hui. Billedet er fra januar 1988 til Hui’s dåb, ca 9 måneder efter vi begyndte at udveksle sessioner. Jeg er 20 år, Jørgen er 43. Bag Jørgen er min far.
Kosmisk bibliotekar
På trods af sin udfordrede tilstand, der dog med tiden og efter mange sessioner langsom bedredes, så var Jørgen en uforlignelig læremester. Ja, han var nærmest som et omvandrende leksikon.
Han boede alene og omtalte ofte sig selv som en "kosmisk bibliotekar". Hans lejlighed var som et stort bibliotek, og det vilde var, at han ikke blot havde læst de fleste af bøgerne, men også havde lavet systematiske noter til dem og kunne huske ualmindelig meget fra dem. Han underviste på folkeuniversitet og var vel belæst i både filosofi, mytologi, religionshistorie, psykologi og verdenshistorie.
Han elskede bøger. Når alt andet koksede, så var bøgerne altid megastor optur for ham.
Da Borgens Forlag ikke kunne udgive bøger mere, kastede han sin kærlighed på det lille uafhængige forlag Hovedgaden, hvor han fortsatte sit ihærdige arbejde som oversætter, lige til han ikke kunne mere.
Jørgens eget hovedværk, ”Brug og Misbrug - Vi er alle på stoffer”, er et banebrydende værk med en detaljeret gennemgang af alle stoffer inklusiv talrige kildehenvisninger. I dansk litteratur er det en klassiker, der virkelig er værd at læse for alle, der søger detaljeret information om stoffer.
Personlig universitetslærer
På mange måder blev Jørgen min personlige universitetslærer. Han fodrede mig med den ene mind blowing bog efter den anden. Han sagde ofte, at 90% af alle bøger kogte suppe på de resterende 10%. Jeg skulle bare læse de 10% (det var ret så mange alligevel), så var jeg velorienteret.
På vores gåture eksaminerede han mig nærmest i bøgerne som for at se, om jeg havde forstået og integreret det hele. Det var som om, at det var meget vigtigt for ham at få alt det, som han havde lært og integreret, formidlet til mig. Var der noget, som jeg ikke helt havde forstået, så forklarede han det og satte det ofte ind i et større perspektiv eller fortalte noget fra verdenshistorien, der gav emnet yderligere perspektiv.
På den måde videregav han hele arven fra ITA til mig.
Vi tog til flere ITA-konferencer sammen. Første gang i Prag 1992 lige da muren faldt. Han foreslog mig at tage i regnskoven med Terence McKenna i 1993, og i 1994 var vi i Irland til ITA-konference.
ITA-konferencerne var helt eminente, og det at høre og se alle de store pionerer og fremtrædende forskere har betydet virkelig meget for min livsbane.
Jørgen introducerede mig til mange ledende skikkelser i Danmark indenfor forskellige spirituelle retninger. Her er Jørgen til hans 65 års fødselsdag i snak med min meget nære ven yogien og mesterastrologen Mogens Rasmussen. Bag ham er min yoga lærer Torben Blond der var pioner i at få yoga til Danmark. April 2009.
Kimen til The Magic Garden
Jørgen og jeg havde studiegrupper sammen, og da jeg flyttede til mit nuværende bosted i 1990, så var han med til at omdanne stedets lille anneks til en blanding af et musikstudie og et lille tempel dedikeret til indre rejser.
Det var dette lille anneks - Det Lille Hus, eller templet, som vi kaldte det - der var begyndelsen på The Magic Garden. Det der senere udviklede sig til cockpittet og "hjernen" i Axis Mundi Studio.
Jørgen har derfor været med hele vejen igennem i skabelsen af The Magic Garden. På samtlige parametre. Al hans formidling af psykoterapi, myter, filosofi og transpersonlig psykologi er implementeret i hele stedet.
Han var stor fortaler for, at det er den direkte oplevelse af det guddommelige, der giver den ægte forståelse af Universets og bevidsthedens natur.
Jørgen elskede at arbejde i haven. Han havde intet jord i sit horoskop så havearbejde var med til at balancere hans energi. Her graver han ud til fundament til første lille tilbygning til Axis Mundi Studio i 2003.
Moderne Eleusis
Jørgen var dybt begejstret over, at det lykkedes os at skabe dette sted som en lille bevidsthedsoase. Sammen med hele hans kæmpe arbejde med udgivelse af bøger, foredrag, artikler og formidling til mange hundrede, måske tusinder af danskere, er det mit indtryk at hans sjæl fandt fred ved at se at hans arbejde blev ført videre og konkretiseret her i et moderne Eleusis.
Jørgens livsbane er derfor vigtig og betydningsfuld for mange mennesker. Han har om nogen sat nogle afgørende og langvarige spor og gjort alt, hvad han kunne, for at være med til at bidrage til den omfattende, globale transformation, som vi er midt i nu.
Jørgen maler i Leonardo da Vinci Suiten. Han havde malet mange modelfly og var meget omhyggelig. Billedet er fra 2009.
Jørgens sidste tid
Efter at Jørgen blev pensioneret, boede han ofte hos os i flere dage i træk. Jo mere han blev sat til i hus og have, des bedre syntes han, at dagene var.
Han savnede inderligt at have en kærlighedspartner og at stifte familie. Men han blev mere og mere klar over, at det ikke ville lykkes for ham i denne inkarnation.
Jeg tror, at dette savn og denne smerte til sidst blev nærmest uudholdelig og var en stærk medvirkende faktor til hans sygdomsforløb.
Han blev mere og mere glemsom. Til sidst så meget at vi begyndte at føle os som plejehjem. Vi samlede hans nære venner og udtrykte i fællesskab vores bekymring for ham.
Trods vores bekymringer og forslag ville han stædigt ikke til lægen. Til hans 70-års fødselsdag holdt vi taler for ham og takkede ham for alt det, som han havde givet os velvidende, at det nok blev den sidste fødselsdag, hvor han sjæleligt og bevidsthedsmæssigt var ved sine fulde sanser.
Ecaterina og jeg måtte til sidst kaste håndklædet i ringen, og heldigvis tog en af vores nære kærlige venner over og blev Jørgens værge. Det var vi meget taknemmelige for, da vi havde hænderne fulde.
Vores ven Torben fik kommunen ind over, og til sidst fandt han en plads på et plejehjem, hvor Jørgen endte sine dage med stærk alzheimers og et forbavsende stort smil på læberne.
Da en sygeplejerske ville teste ham for corona en uge før han døde, nægtede han pure. Han vidste inderst inde, at nu var det tid. Fredag d. 4. april blev han syg, og d. 6. april gav hans krop slip.
Jørgen med Torben Gudmundsson og hans dejlige familie med sønnen Jeff der her bliver fejret i 2009. Første gang jeg mødte Torben var til ITA konferencen i Prag 1992. Torben har kørt et parløb med både Jørgen og mig. Han er en nær ven og har været en del af Den Magiske Have både i trommegrupper, som en del af Den Magiske Styrelse og som udgiver af min bog "Natsommerfuglens Land" på hans forlag Hovedgaden. Da Ecaterina og jeg til sidst var meget udmattede af at passe på Jørgen, hvor hans sygdom var fremskreden, tog Torben kærligt over. Han blev Jørgens værge og fik arrangeret hjemmehjælp til Jørgen og fandt senere et plejehjem til ham. Torben og hans familie besøgte Jørgen jævnligt i hans sidste tid. Hjertelig tak Torben for din store og helhjertede indsats med Jørgen i hans sidste tid. Det var en meget stor lettelse for mig da du trådte til.
Jørgen med hans kære venner Jane og Bashire. Med Jane's egne ord: Jørgen var en trofast og loyal ven, man altid kunne stole på. Han var et ren hjerte og spirituelt menneske, en ildsjæl og en stor læremester der brændte for en bedre og mere retfærdig verden, og han holdt mange foredrag og skrev gerne utallige kronikker i information og flere bøger, ikke for pengenes skyld, men for at få det gode budskab ud. Han var et omvandrende bibliotek, et leksika af visdom og altid parat til gavmildt at hjælpe og dele ud af sin visdom og viden. Jørgen har gjort livet lettere og mere meningsfuldt for mange mennesker endda reddet nogle (bla mig) fra psykose. Jørgen var min og mange andres bedste ven og han er dybt savnet og elsket, et stort menneske på mange måder, der gjorde verden til et bedre sted. Billedet er fra 2017.
Lad mig afslutte dette mindeskrift med to drømme.
Den første drøm havde jeg den samme nat, som Jørgen åndede ud:
Den første drøm Bardoplanet
Den første drøm havde jeg den samme nat, som Jørgen åndede ud:
Jeg befinder mig ude på bardo-planet (den verden vi kommer til efter vores jordiske eksistens). Jeg er der sammen med nogle andre sjæle. Jeg har ikke specifikke navne eller ansigter på dem. Men jeg kender dem. Ikke som jordiske mennesker, men som sjæle der rejser i mange liv, gennem tusinder af år, i forskellige tids- og rumdimensioner.
Det essentielle ved drømmen er, at vi fra det plan ser ned på det liv, som vi lige har levet. Vi udveksler erfaringer om, hvordan det "spil", den "leg", har været. Hvad vi har lært, og hvordan vores "dharma" udfoldede sig.
Jeg vågnede op med en dyb følelse af, at jeg måtte sidde og meditere i stilhed, uforstyrret. Derefter gav jeg mig til at skrive en blog om, hvor meget Stan og Jørgen har betydet for min livsbane. Da jeg havde sat det sidste punktum, fik jeg en sms om, at Jørgen var taget af sted. Så kunne jeg bedre forstå drømmen.
Rumskibet
Natten efter:
Jeg drømmer noget med en krigslignende situation. Atmosfæren er både mytisk og global. Det kunne være en verdenskrigslignende situation, men også som om det foregår på et galaktisk niveau. Jeg og nogle andre er i en grottelignende beskyttelsesbolig. Der er nogle kæmpestore rumskibsagtige hangarfly, der flyver lavt over jorden. De er i kamp. Et af de helt store bliver skudt ned.
Halvt vågen, halvt i drømme ved jeg, at det er Jørgen, der er rumskibet. En stor sjæls tid i denne inkarnation er nu forbi. Men det er ok. Jørgen fortalte ofte om gudernes evige kamp mod kaoskræfterne. Vi er midt i en kæmpe fødsel (grotten), og vi er involveret i en transformation af gigantiske mystiske proportioner. En ny menneskehed er ved at blive født, og en sådan fødsel strækker sig over mange årtier. Jørgen har spillet sin rolle og været som et stort "moderrumskib" for mange.
Stafetten
De store sjælebaner og tidsbaner trækkes op, og en æra er ved at være forbi. Mange af de gamle er taget af sted, og stafetten gives videre til mig, min og vores generation og vores børn. De erfaringer, som Jørgen og hans generation af pionerer har gjort sig, er bare så vigtige at integrere og give videre. For Jordens og den ny menneskeheds fødsel er i gang for fuld tryk.
I det hinsides
Jeg ser nu for mig de to Jørgen'er sidde oppe på bardoplanet og se ned. De har hver fuldført deres dharma og bidrag til den samlede evolution. De vil forblive de ældre og vise, der befinder sig på bardoplanet, og samtidig være her som stærke vejvisere og formidlere.
Billede fra ritual lavet den dag Jørgen åndede ud. Bemærk fuldmånen over studiet. Mandag d. 6 April 2020.
Rejse til det hinsides-ceremoni
D. 8. april holdt vi fuldmånekoncert, og vi dedikerede koncerten til Jørgen som en del af vores rejse- og afskedsceremoni. I bedste stil med tegnet Vædderen havde jeg udvidet mit set-up med nogle nye musikalske muligheder. Efter koncerten viste det sig dog, at mit ene guitarspor slet ikke var blevet optaget. Det var noget af en nedtur.
Jeg havde brugt lang tid på koncerten bl.a. ved at filme og forberede en masse visuals. Og billedsiden var lige i øjet, syntes jeg.
Jeg følte, at der kun var en mening med det, og det var, at jeg måtte spille guitarsporet om og så sætte mere fut under kedlerne ved at lave endnu et rituel til Jørgen med hjælp af det helliges teknologier og plantemedicin.
11. april - i parallelverden
D. 11. april om natten lavede jeg dermed ritualet. Jeg gjorde alt klar og tog på rejse. Under rejsen indspillede jeg så hele lydsporet om og satsede på, at det jeg spillede ville passe til Ecaterinas vokal, der var indspillet d. 8 april. Det var en særdeles kraftig rejse for mig. Jeg følte virkelig, at Vædderens og Jørgens energi strømmede igennem mig og musikken, og at jeg fik "sagt" alt til ham gennem det stykke musik.
Umiddelbart efter indspilningen blev det meget kraftigt for mig, og jeg lagde mig på ryggen, lukkede øjnene og kom med det samme ind i en parallel virkelighed, hvor jeg mødte Jørgen og havde en ualmindelig klar kommunikation med ham. Jeg hørte hans stemme fuldstændig klart og tydeligt. Ikke som fysiske ord, men helt tydelig telepatisk kontakt. Oplevelsen var så kraftig, at jeg på klimaks på et tidspunkt var lidt betænkelig ved, om jeg nu kom tilbage til samme virkelighed, som jeg tog af sted fra.
Det virkede som om, Jørgen nu var blevet klar i sindet igen, og jeg kunne tale med ham, lige som før han blev syg. Det slog mig, hvor specielt det må være for bevidstheden efter at have være helt tåget i 5 år pludselig at vågne op og opdage, at man er på den anden side. Han udtrykte stor taknemmelighed og lindring ved, at jeg havde taget denne rejse, for at vi kunne mødes en sidste gang. Vi talte om hele vores livsbane sammen.
Han sagde, at det på mange måder havde været en hård inkarnation, men at han alt i alt var taknemmelig for sin livsbane, med en erkendelse af at det både havde været hans karma, og at hans livsbanes dharma var fuldført.
Vi udtrykte vores taknemmelighed og kærlighed til hinanden og takkede hinanden for rejsen sammen. Han spurgte, om han kunne blive her for en stund. Jeg svarede, at det er jo er en kosmisk rumstation, så du bliver så længe du vil.
En anden ting han sagde var, at derfra hvor han er nu, kan han se, at der er mange spirituelle væsener på forskellige planer, der beskytter og våger over Den Magiske Have, og at vores funktion som et fysisk konkret moderne Eleusis har en betydningsfuld funktion. Han kunne godt se, at det var noget, som vi havde forberedt os på gennem mange inkarnationer.
Vi talte om mangt og meget, og Jørgen udtrykte også ønske om at blive begravet her i Den Magiske Have. Jeg vil gøre, hvad jeg kan for at opfylde dette ønske.
Lektie
Det eneste han sagde, at han var lidt ked af, det var, at jeg ikke havde besøgt ham mere til sidst. Det var faktisk en lektie for mig, for det gik op for mig, at selv om der ikke var særlig meget af ham "hjemme", så at sige, så var der en del af ham, der alligevel havde stor glæde og udbytte af at ses. Jeg sagde til ham, at det var jeg ked af og forklarede, at jeg var blevet meget mindre mobil, efter vi havde mistet bilen. Det kunne han godt forstå, men alligevel. Jeg bad ham tilgive mig, og det gjorde han.
Det var faktisk helt vildt dejligt at få rundet hele vores livsbane af sammen ved at mødes i et helt afklaret "space" og tale med ham helt normalt igen. Efter en lang stund - ved ikke præcis hvor lang, men dagen var begyndt at lysne.
Da jeg igen kunne stå på mine ben, gik jeg ud i cockpittet for at sætte det musik, som jeg havde optaget, ind i koncerten. Det var bare så vigtigt at få det helt afrundet. Jeg var spændt på optagelserne, da jeg havde været pænt godt sendt afsted.
Jeg satte det ind i optagelserne med min speak og Ecaterinas vokal, og satte ganske enkelt mit sidste indspillede slag på mit sidste ord til koncerten.
Synkroniciteter og magi
Uh, det blev en virkelig magisk omgang for mig. Alt passede bare helt perfekt.
Filmen var færdig præcis kl. 11:11 og varede 56 minutter (tværsum 11). Og så på den 11 april.
Jeg gik ud i haven og spillede bold med Buddha. Straks kom der nogle jagerfly flyvende, hvilket jeg ikke har set her i årevis. Lige i dag hvor Jørgen blev sendt af sted, med hele hans "krigstema".
Buddhas belæring
Buddha og jeg hygger os stort med spillet Pokemon Go. Lige i dag opnåede min ultra sjældne helt sorte og "shiny" drage, jeg havde kaldt "King", sit fulde potentiale. Vildt tænkte jeg.
Herefter sagde Buddha meget bestemt til mig, at han gerne ville tale med mig. Han sagde, at det var meget vigtigt for ham, at når vi lavede noget sammen, så skulle vi være fuldt koncentrerede omkring det uden forstyrrelser. Uanset hvad det var. Så vi film, så så vi film, og telefonerne skulle lægges væk, og vi skulle ikke forstyrres af nogen eller noget. Spillede vi bold, så spillede vi bold, læste vi, så læste vi.
Det var så stærk en oplevelse for mig, at jeg virkelig sad med en sand mester foran mig. Hvilken dyb, dyb belæring. Hvilken synkronicitet! Min gamle lærer siger farvel, og jeg får mig en ny mester.
Buddha sender Jørgen af sted
Jeg spurgte så Buddha, om han ville sende Jørgen af sted med sin klokke. Han spurgte: ”Hvad skal jeg gøre?” ”Bare ring med din klokke ligesom du gjorde med farfar, da han tog afsted.” Dagen hvor min far tog afsted, havde Buddha helt spontant rendt rundt med sin tibetanske buddhistiske klokke.
Jeg hentede hans klokke. Han tog den og gik med faste skridt hen til alteret i Rundsalen. Så stillede han sig med lukkede øjne, og i fuld koncentration ringede han 11 gange med klokken. Så tog han en tændstik og lavede lidt røg med den. "Så er den klaret, far".
Jørgen, Buddha, Tara og mig på Gilleleje strand 2011.
Universets sidste kort i denne omgang
Nu kunne det nærmest ikke blive mere helstøbt. Men min relation til Jørgen var helt unik, og Universet havde endnu et kort i ærmet.
I Pokemon Go holder vi turneringer. Det er megasjovt og den ultimative hjernegymnastik. Den bedste spiller i det der hedder Great League, er en pokemon, der hedder Azumaril. Jeg har den i en 93% version, men jeg ville gerne have en bedre. Og hvad er der ude i min have kl. 23 om aftenen? Den helt ultimative Azumaril, ovenikøbet i den helt ultra sjældne "shiny" version. Den var naturligvis af hankøn og havde derfor Mars symbolet på sig, Vædderens planet.
Kære elskede ven og rejsekammerat Jørgen
Hjertelig tak for en helt igennem enestående rejse sammen gennem livet.
Vi ses i det hinsides og holder alle kanaler åbne.
Blessings, taknemmelighed og kærlighed
Din ven i tid og rum Jacob