Reception og debatmøde, bogen Natsommerfuglens Land, torsdag d. 21 november, kl. 19 - 21




0.00DKK

Præsentation af bogen Natsommerfuglens Land med efterfølgende debatmøde, torsdag d. 21 november, kl. 19.00 – 21.00 i Den Magiske Have.

DEBATBOG: Musiker, komponist og skaber af ’Den Magiske Have’ Jacob Moth opfordrer de danske politikere til at legalisere alle stoffer og dermed stoppe det statslige overgreb på det enkelte menneskes ret til at udforske egen bevidsthed. Det sker med udgivelsen af den nye, banebrydende bog ”Natsommerfuglens Land” som har forord af verdens måske mest indflydelsesrige bevidsthedsforsker, den prisbelønnede forfatter og professor i psykiatri Stanislav Grof. Bogen markerer 70-året for opdagelsen af LSD. Den er en hudløs ærlig skildring af Jacob Moths egne erfaringer med bevidst brug af psykedeliske stoffer gennem 16 år. Erfaringer som har haft stor positiv betydning for hans liv, både personligt og professionelt.

”Staten sender os i fængsel for at udforske vores egen bevidsthed. Det er en grotesk overskridelse af menneskets rettigheder. Hvis jeg som et voksent menneske ikke selv kan bestemme over min egen bevidsthed, så bestemmer jeg overhovedet ikke over noget i mit liv. Man kan ikke lave en krig mod stoffer uden at lave en krig mod mennesker… Danmark bør følge Portugals eksempel og afkriminalisere alle stoffer.”
JACOB MOTH (FORFATTER TIL ”NATSOMMERFUGLENS LAND”)

Ifølge Jacob Moth har talrige videnskabelige undersøgelser dokumenteret, at psykedeliske stoffer under optimale omstændigheder kan give dybe transformerende og helende oplevelser og give en dyb indsigt i den indre verden og universets natur. En indsigt, der kan medføre en naturlig samhørighed mellem mennesker - og mellem mennesker og planeten. Han er af den opfattelse, at frigivelsen af stoffer kan medvirke til at anvise helt nye veje, der fører væk fra den økonomiske og miljømæssige krise, vores menneskehed befinder sig i.

Natsommerfuglens Land
Komponist, musiker og psykonaut Jacob Moth bidrager nu til debatten om legalisering af stoffer med bogen ”Natsommerfuglens Land”. Det er en detaljeret beretning om hans indre rejse med brug af psykedeliske substanser som LSD, cannabis, magiske svampe og stoffrie metoder såsom psykoterapi, yoga og meditation.

Bogen starter med forfatterens første teenage eksperimenter med cannabis, der influerede hans kunst, og videre til hans shamanistiske indvielseskrise, der udsprang af hans første højdosis LSD trip. Dette trip medførte et psykisk krak og forfatterens oplevelse af verden blev fra den ene dag til den anden et uhyggeligt meningsløst helvede. Efter tre år i Helvede lykkedes det forfatteren at komme i kontakt med en af Danmarks psykoterapeutiske pionerer, der praktiserer psykedelisk terapi.

Efter 16 års intens indre selvudforskning mener forfatteren at have fået et rigere og mere interessant liv med gode resultater i det kreative felt. I forlængelse af oprettelsen af ’Den Magiske Have’, hvor Moth inviterer musikere og erhvervsfolk til at arbejde i meget frie og kreative rammer, ønsker han med ”Natsommerfuglens Land” at udbrede sine erfaringer med psykedeliske stoffer til alle sandhedssøgende sjæle – og til andre interesserede.

“Jacob Moths ’Natsommerfuglens Land’ er en skatkiste af informationer, der skildrer et spirituelt søgende menneskes seriøse indre rejse ved hjælp af stærkt virkende “hellige teknologier” - psykedeliske substanser. …et “must” for alle de mennesker, som har besluttet sig for at begive sig ud på selvopdagelsens eventyr og dermed søge dyb indre psykospirituel forvandling.”
STANISLAV GROF (M.D, PH.D, GRUNDLÆGGER AF TRANSPERSONLIG PSYKOLOGI)

Pressemøde om ”Natsommerfuglens Land”
Mandag den 4. november kl. 13:00 – 13:40
Den Magiske Have, Kronprinsessevej 11, 3480 Fredensborg
Livestreames på: TheMagicGarden.dk/livestream

Mere information, billeder, uddrag af bog: www.NocturnalButterfly.dk

Bogen er på 674 sider og er udgivet af forlaget Hovedgaden til kr. 444,- (www.themagicgarden.dk/da/natsommerfuglens_land)


Det Praktiske

Arrangementet foregår i Axis Mundi Studios specielkonstruerede Rundsal. Du har også mulighed for at købe CD'er. DVD'er, bøger, plakater og en forfriskning til arrangementet. (kontant)
Arrangementet starter kl. 19.00 - ca. 21.00

Priser

Gratis entré. Tilmelding nødvendig pga. begrænsede antal pladser.

Beliggenhed

Den Magiske Have og
Axis Mundi Studio
Kronprinsessevej 11
3480 Fredensborg

Transport

35 min. kørsel fra København
Lufthavn: 47,6 km. 
S tog fra Kbh mod Hillerød (35 min)Tog fra Hillerød til Fredensborg (10 m.) Fra Fredensborg station: 1,1 km.

Parkering og sted

Du kan parkere på Slotsgade og gå ad Kronprinsessevej ca.100 meter.
På venstre hånd dukker en 3 meter høj træstub op, og bag den står en port, som fører dig ind i Haven.

Tibet Charity

11% af alle køb på The Magic Gardens webshop og fysisk salg til arrangementer går til Tibet Charity.